Hvad er bælgfrugter - Lækre opskrifter fra Sæson

Bælgfrugter: Har du styr på hvad det er?

Bælgfrugter er sunde råvarer, men hvor meget ved du om bælgfrugterne? Vidste du at den 10. februar er det Bælgfrugternes Dag? Vi fejrer bælgfrugterne sammen med i Rådet for sund mad!

Hvad er bælgfrugter?

Bælgfrugter er fx

  • linser, fx grønne linser, røde linser, puylinser, belugalinser
  • brune, sorte og hvide bønner
  • kidneybønner
  • hestebønner
  • kikærter
  • flækærter

Bælgfrugter er sunde, fedtfattige råvarer, der indeholder mange proteiner, kostfibre, mineraler og vitaminer. Desuden er de ofte billige.

Hvordan skal bælgfrugter tilberedes?

Tørrede bønner indeholder det naturlige giftstof lektiner, som kan give diarré, opkastninger og mavesmerter. Som hovedregel skal tørrede bønner sættes i blød i 10-12 timer inden de koges til de er møre i ca. 45 min – 1 time i frisk vand. Du skal kassere iblødlægningsvandet.

Vil du helst bruge tørrede bønner, kræver det derfor lidt planlægning. Følg anbefalingen på emballagen eller læs mere her hos Fødevarestyrelsen.

Du kan gøre det nemt for dig selv ved at udbløde og koge fx en hel pose bønner eller kikærter og fryse dem ned i passende portionsstørrelse – så er de lige til at tage op og putte i maden. Hvis du har en trykkoger, er den rigtig god til at koge bælgfrugter i, da den forkorter kogetiden.

Du kan købe mange bælgfrugter på konserves, som kan spises, som de er i en salat eller komme direkte i gryderetten. Linser behøver ikke at sættes i blød og har samme kogetid som ris og kartofler.

Kilde: Rådet for sund mad

Hvorfor bælgfrugter?

Bælgfrugter er en vigtig del af sunde og klimavenlige madvaner. Og så kan man lave utrolig mange lækre retter med dem!

Med De officielle Kostråd – godt for sundhed og klima anbefaler Fødevarestyrelsen, at vi dagligt spiser 100 gram tilberedte bælgfrugter. Men i gennemsnit spiser vi i Danmark langt under den anbefalede mængde.