Vildtkrebinetter med rodfrugter og løg-svampecreme
Vildtkrebinetter serveret med ovnbagte rodfrugtfritter og en sødmefuld creme af løg og svampe. Du kan undlade paneringen, og i stedet stege farsen til vildtdeller på panden.
Tilberedning
60+ min - 4 personer
Skræl rodfrugter og kartofler, og skær dem i både eller stave i pommes fritesstørrelse. Gnid dem i olie, eddike og salt, spred dem ud på en bageplade, og bag dem i ovnen ved 160° i 50 minutter.
Pil løgene, og snit dem i tynde strimler. Rens svampene, og lad dem være hele. Varm olien op på en pande, tilsæt smørret, og lad det bruse af. Steg løg og svampe ved lav varme i ca. 40 minutter. Sørg for at røre med jævne mellemrum, så det ikke brænder på. Tilsæt vand, når løg og svampe er helt gyldne. Lad dem simre i 5 minutter og blend dem til en glat creme. Smag cremen til med salt, peber og eddike.
Rør kalve og vildtkødet sammen med salt. Tilsæt æg, mælk, timianblade, mel, havregryn, salt og peber, og rør farsen godt. Form farsen til ovale krebinetter, og vend dem i rasp. Steg krebinetterne gyldne i smørret ved høj varme, 5 minutter på hver side.
Server de færdige krebinetter sammen med rodfrugter og løgsvampecremen.
Opskrift og foto venligst udlånt fra bogen Ny nordisk hverdagsmad af Claus Meyer, Arne Astrup m.fl