Salat med fennikel, appelsin og brøndkarse
Sød, skarp appelsin og sprød, anisagtig fennikel er et perfekt match. Den pebrede brøndkarse samler smagsindtrykkene.
Tilberedning
30 minutter - 4 personer
Riv skallen af den ene appelsin fint ned i en skål.
Fjern al skal og hvid hinde fra begge appelsiner: Skær en skive af top og bund og stil appelsinen på et skærebræt. Brug en skarp kniv til at skære ned gennem både skal og hinde fra top til bund, så du får det hele med. Arbejd derefter over skålen med grønsager, så saften ikke går til spilde: Skær hver appelsinbåd fri af membranerne og lad dem falde ned i skålen. Fjern eventuelle kerner. Pres resten af saften ud af appelsinmembranerne og ned i skålen.
Skær top og bund af fennikelknoldene – gem eventuelt friske, fjeragtige blade. Fjern de grove ydre dele og skær fenniklerne ud så tyndt som muligt. Kom skiverne i skålen med appelsinerne.
Tilsæt olivenolie, et lille sprøjt citronsaft og salt og peber. Vend det rundt og lad det trække mindst 10 minutter, så fennikelskiverne bliver bløde.
Fjern grove stængler fra brøndkarsen og dup bladene tørre. Vend igen fennikel og appelsin, tilsæt brøndkarse og vend det hele sammen. Fordel salaten på tallerkener, krydr med sort peber og drys evt. med de gemte fennikelblade.
Perfekt tilbehør til fx. stegt kylling eller grillet fed fisk som for eksempel sardiner eller makrel.
Tip
Prøv at drysse salaten med 50 g let ristede mandelflager eller med nødder, for eksempel cashewnødder eller pinjekerner
Opskrift venligst udlånt fra bogen Tre gode ting fra River Cottage