Juniors gulerodsboller


Det behøver hverken være svært eller særlig tidskrævende at bage nogle lækre boller. Prøv selv med denne enkle trin-for-trin opskrift.

Ingredienser


Ca. 20 minutter plus hæve- og bagetid – 12 stk.

2 dl koldt vand

1 dl kogende vand

1/2 dl ymer eller yoghurt naturel

25 g gær

4 store gulerødder

50 g solsikkefrø

2 tsk. salt

2 spsk. olivenolie

100 g havregryn

Ca. 450 g hvedemel

 

Trin 1


Kom koldt vand, kogende vand og ymer i en skål og opløs gæren heri.

Trin 2


Skræl gulerødderne og riv dem på den grove side af rivejernet.

Trin 3


Kom revne gulerødder, solsikkefrø, salt, olie og havregryn i væsken. Tilsæt melet lidt ad gangen – måske skal der tilsættes lidt mere mel  – og ælt dejen til den er sammenhængende, men stadig lidt klistret.   Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca. 30 min.

Trin 4


Form dejen til 12 rustikke boller. Brug evt. en ske dyppet i koldt vand. 

Læg bollerne på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve ca. 30 min.

Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 220 grader i 15 - 20 min. til de er gyldne.  

Trin 5


Servér lune som tilbehør til aftensmaden, nyd dem til mellemmåltid med lidt frisk frugt eller brug dem til en luksusmadpakke.