Grøntsags-blomster

Sjov måde at gøre dine grøntsager mere spændende på. Der er knald på farverne og ungerne vil elske de flotte udskæringer.

Sjov med grøntsager


Grøntsager behøver ikke være kedelige og det er kun fantasien der sætter grænser. Prøv for eksempel at skære dine gulerødder, rødbeder, pastinakker, persillerødder, agurker osv. ud til smukke blomster. Både børn og voksne vil elske dem!
Det eneste det kræver, er en skarp kniv og lidt tålmodighed de første par gange.


Sådan gør du:


1. Skræl rodfrugterne og skyl dem. Skær enderne af og skær dem over hvis de er lange, det gør det meget nemmere at håndtere udskæringen
2. Skær et vinklet snit den ene vej og et den anden vej, således de to snit rammer hinanden i bunden
3. Fjern snittene og gem dem – de kan sagtens spises!
4. Skær nu grøntsagerne ud i skiver og du vil have de smukkeste dekorative blomster


Anret grøntsags-blomsterne på et fad og brug som en snack til både børn og voksne, som mellemmåltid i skolen, eller som fredagsslik. De dekorative blomster kan også bruges i en salat, en gryderet eller smørstegt på panden, drysset med frisk timian, salt og peber. De fjernede snit vil gøre sig rigtig godt i en wokret eller bare på bordet sammen med grøntsags-blomsterne.

 

Tip

Skal du først bruge grøntsags-blomsterne senere, kan de sagtens gemmes i vand. På den måde sikrer du, at de ikke tørrer ud.


Opskrift & styling: Sabine S. Nielsen
Foto: Tia Borgsmidt