Er du en drømme-forælder i et køkken?

Hvad bør vi forældre gøre, når vi laver mad med junior? Læs med og bliv klogere.

Hør Molly og hendes venner: Sådan er du en drømmeforælder i køkkenet

Knald på radioen, hyggestemning og medbestemmelse. Molly, Johan, Holger og Karoline i alderen 10 til 13 år kommer med deres bud på, hvordan vi forældre bør være, når vi laver mad med vores børn. 

- Hvordan skal jeres forældre være, når I går i køkkenet sammen?

Karoline, 12 år: Alle skal have lov til at bestemme, men forældre må gerne sætte en grænse, så der ikke kommer skumfidusser i boller i karry. Jeg kan godt lide, når vi skruer op for musikken.

Johan 10 år: Så kan man danse lidt og synge lidt med.

Molly, 11 år: Det er ret hyggeligt, når min far siger: ’Prøv dig lidt frem med krydderierne’, specielt hvis der skal mange krydderier i en ret.

Johan: Ja, som i en wokret. Måske skal der indisk kanel, sesamfrø og peber i. Løg giver knas og er sundt. Vi slukker altid lyset og tænder stearinlys.

- Hvor hyggeligt. Jeg bliver helt misundelig.

Holger, 13 år: Forældre skal ikke være skrappe og skælde ud, med mindre jeg har tabt gryden med vilje. Der skal være god stemning.

Molly: Og børn skal ikke sættes til det kedelige arbejde som at vaske op. Jeg vil ikke kun skrælle gulerødder. Jeg vil røre i gryderne og rigtigt lave maden.

Holger: Man behøver ikke følge opskriften helt. De skal sige ja til lidt kanel i kødsovsen. Det har vi prøvet. Det smagte ikke godt.

Karoline: De skal ikke være sure.

Molly: Eller opdrage midt i det hele.

Johan: Vi skal heller ikke starte tre timer i forvejen.

Karoline: Jeg kan bedst lide at gå i køkkenet selv. Ellers er der for mange, der bestemmer.

Holger: Også mig. Jeg handlede ind i dag og lavede spaghetti med kødsovs, for jeg var sulten efter rugby.

Molly: Jeg laver mest mad med min mor. Især kylling, hvor jeg får lov til at krydre. Jeg elsker den svvvissh-lyd, når jeg lægger kødet på panden. Min mor skærer grøntsagerne.

Johan: Jeg kan bedst lide at lave krebinetter.

Karoline: Hvad er krebinetter?

Johan: Krebinetter er en slags frikadeller med krydderier. Vi vender kødet i havregryn. Det er sjovt at se, når havregrynene skifter farve.

- Hvordan skal forældre være, når I skal lære nyt?

Karoline: De skal stole på mig og låne mig den store kniv, ikke en lille skrællekniv.

Molly: De skal ikke sige: ’Du gør det forkert, du skærer fingrene af’.

Holger: De skal også lære nyt af mig, hvis jeg ikke gør, som de plejer.

Johan: De skal ikke tager over. 

10 gode råd fra Molly, Johan, Karoline og Holger

1. Kom med den gode stemning.
2. Giv forslag og begrund i stedet for ordrer.
3. Vær åben for ideer.
4. Lær fra dig, men bestem ikke for meget.
5. Lad være med at opdrage, når vi laver mad.
6. Hav det sjovt, sæt musik på eller tænd radioen.
7. Eksperimentér med udskæringer på grøntsager.
8. Følg ikke nødvendigvis opskrifter præcist.
9. Lyt, hvis dit barn siger mere chili i.
10. Fordel opgaverne rimeligt. Alle rydder op.

Læs også "Forkæl din børn med køkkentjansen"