Hvilke slags kål findes der, og hvordan kan de forskellige kåltyper bruges i madlavning? Læs Sæsons store kålguide og giv dig i kast med kålens univers!

Den store kålguide
Kål er cool
Det kan være svært at overskue, hvordan de forskellige kåltyper kan bruges i aftensmaden, når vi står i supermarkedets grøntsagsafdeling og efter lang tids overvejelse griber det velkendte broccoli eller blomkålshoved.
Læs Sæsons store kålguide, bliv inspireret af de forskellige opskrifter, og vær modig næste gang, du går på indkøb!
Savoykål
En rund mørkegrøn kål med krusede blade. Bladende er blanke og har en fin struktur. Kålsmagen er medium til kraftig.
Prøv opskriften på "Stegt savoykål med pesto-creme fraiche" som kan laves lynhurtigt og er perfekt som tilbehør til aftensmaden.
Savoykål er i sæson fra september-december.
Glaskål
Mindre lysegrønt fast hoved, som faktisk er plantens opsvulmede stængel. Saftigt og sprødt kød med en mild, nærmest sødlig kålsmag. Kaldes også for knudekål. Kålen skrælles først for at nå ind til det saftige, glasklare kød. Skær top og bund af og skræl med en stor køkkenkniv.
Prøv opskriften på "Salat med glaskål og pære", som kan serveres som tilbehør til et hav af retter med kød.
Glaskål er i sæson fra september-januar.
Broccoli
Busket kål i blomsterform med kraftig mørkegrøn farve. Smagen er mild og afrundet. Stokken kan spises.
Prøv opskriften på "Cremet pastaret med broccoli" - en nem pastaret med et grønt twist.
Broccoli er i sæson fra juni-november.
Kinakål
Aflangt lysegrønt kålhoved med salatlignende blade. Kålsmagen er mild med en behagelig bitterhed.
Prøv opskriften på "Wraps med laks og kinakål", der smager helt fantastisk med hjemmelavet agurkedip.
Kinakål er i sæson fra juni-december.
Blomkål
Tæt busket kål i blomsterform med lysende, hvid farve. En sprød kål med mild og nøddeagtig smag.
Prøv opskriften på "Blomkålsboller" - en nem måde at få lidt mere grønt i en travl hverdag.
Blomkål er i sæson fra juni-november.
Rosenkål
Små lysegrønne kålhoveder fra plantens stok. Kålsmagen bliver mildere ved tilberedning.
Prøv opskriften med ”Rosenkålssalat med gulerod, æble og kerner", hvor den bitre kål supplerer salatens øvrige ingredienser godt.
Rosenkål er i sæson fra oktober-februar.
Rødkål
Stort, mørklilla kålhoved med blanke, kraftige blade. Kålsmagen er mere stærk og bitter end hvidkål.
Prøv opskriften med ”Rødkålssalat med spelt og æbler”, som er en mættende salat, der fungerer godt som tilbehør.
Rødkål er i sæson fra august-februar.
Grønkål
Aflange, mørkegrønne blade fra plantens stok. De krusede, kraftige blade har en stærk kålsmag.
Prøv opskriften med ”Grønkålssalat med granatæble og appelsin”, som er en sikker vinder til både fest og hverdag.
Grønkål er i sæson fra oktober-februar.
Hvidkål
Stort, lysegrønt hoved med blanke, kraftige blade. De saftige blade er knasende sprøde og kålsmagen mild og sød.
Prøv opskriften på "Bagt hvidkål med urter og ost", som er perfekt tilbehør til aftensmaden.
Hvidkål er i sæson fra juli-februar.
Spidskål
Smalt kålhoved med løst siddende blade og mild kålsmag.
Prøv opskriften på "Spidskål med krydderurte-yoghurt", som er perfekt til picnic.
Hvidkål er i sæson fra juni-oktober.