Længe efter årets æblehøst er veloverstået, er der fortsat masser af friske æbler i landets supermarkeder. Æblerne bor nemlig på specialindrettede ”æblehoteller”, og det betyder, at du kan glæde dig over sprøde og saftige æbler hele vinteren.

Æbler sover på hotel
Hvert år lægges flere millioner æbler til at "sove" på særlig indrettede ”æblehoteller”. Med hjælp fra lufttætte rum og computerstyret teknologi er æblerne gået i vinterhi, og det betyder, at landets æbleelskere kan få friske æbler indtil april.
Friske æbler uden kemi
Få dage efter plukning bliver æblerne pakket i kasser og placeret i lufttætte rum på et af landets ”æblehoteller”. Det får æblerne til at gå i dvale, og på den måde kan de holde sig friske flere måneder. Der er intet kemisk ved teknikken. Faktisk efterligner ”æblehotellerne” ikke andet end måden, man i gamle dage holdt sine æbler friske på - nemlig pakket ned og beskyttet mod frost i forrådskamre.
Hoteldirektør overvågne i døgndrift
Men selvom avanceret computerteknologi sørger for, at æblerne opbevares under de rette forhold, er det dog en specialuddannet hoteldirektør, som har det overordnede ansvar for, at æblerne bevarer friskheden. Hoteldirektøren overvåger æblerne i døgndrift og skal vide præcis, hvornår tiden er inde til at vække æblerne fra deres hi.
Æblerne på hotellet bliver vækket løbende, så der hele tiden er friske æbler i butikkerne. Inden de er klar til at komme på hylderne i supermarkedet, skylles de blidt i rent vand og pakkes nænsomt i kasser.
Det er æbler som for eksempel rød Jonagold, Elstar, Holstein Cox og Gloster, der overnatter på ”æblehotellerne” og forsyner butikkerne med friske æbler helt indtil april.