Send far i køkkenet med børnene

På fars køkkenskole lærer fædre at gå i køkkenet sammen med deres børn. Læs mere og check om der er et hold i nærheden af jer.

Hygge og humor i fokus på Fars køkkenskole

Fars Køkkenskole er madlavningskurser, som lærer fædre at gå i køkkenet sammen med junior. Mødre og sundhedsfanatisme er skrællet bort til fordel for leg og humor i madværkstedet.

Fars Køkkenskole er godt nyt for fædre med børn i 2. til 4. klasse i foreløbigt 25 kommuner. På små hold kan de sammen få fingrene i farsen og tage tyndskrælleren den anden hånd, uden der går finere madlavning eller feminin salatskole i den.  For så har mænd ikke lyst til at være med, forklarer den ene af køkkenskolens tre initiativtagere, Jonas Gerdes Vigkilde.
Meningen er at få sundheden bredere ud og at skabe rammer for godt samvær, uanset hvordan familien ser ud.
”Der er så meget snak om, at familien er i opløsning, og at vi mangler grundlæggende færdigheder for at kunne gå i køkkenet sammen med vores børn. Det vil vi gerne forandre, når vi sender fædre og deres børn på madlavningshold, som mødes fem gange. Hygge og humor er i fokus, mens de lærer nyt.”

Fra bøf til bladselleri

På første kursusgang fortæller fædrene om deres livret, som typisk er rød bøf på grillen eller flæskesteg. Ingen har endnu nævnt sprød salat med ristede pinjekerner. Men efterhånden bliver deltagerne fortrolige med bladselleri, radiser og spidskål, og grænser bliver rykket.
”De opdager, at grøntsager ikke er så farlige og smager godt, selv om mange i starten ikke ved, hvad de skal stille op med en fennikel.”
På holdene har Jonas mødte fædre, bonusfædre, bedstefædre og onkler fra alle sociale lag og med meget forskellige madfærdigheder. ”Fra ham som varmer pølser til kakaomælken til den travle kok, der dagligt laver buffetmad til 200 mennesker, men mangler tid og overskud til at finde på retter, hans egne børn kan lide.” Med andre ord er der plads til alle, og ideen er hermed givet videre.

Tilmelding

Tjek om der er et hold i nærheden af dig og tilmeld dig på www.farskoekkenskole.dk, hvor du også finder videoer med simple opskrifter.

/media/4054/website_artikler-og-magasiner.png
/media/4054/website_artikler-og-magasiner.png