Når ferien løber om hjørner med os

Ferietid - tid til at familien skal være sammen og gøre noget at alt det vi drømmer om i hverdagen. Men pludselig er ferien forbi. Få Fie Hørby´s gode råd til hvordan du undgår følelsen af ikke at nå noget af alt det gode, som du gerne ville.

Nu skal vi alle være sammen i familien og gøre noget af alt det, vi ofte kun når at drømme om i hverdagen. Men så sker der pludselig det, at ferien er slut, inden vi nåede alt det gode, vi gerne ville. Kender du det?

Nye vaner
Når tiden flyver forbi os i hverdagen, ryger nogle af vores værdier nemt med, fordi vi synes de kan være svære at få indført i en hverdag, hvor det skal gå stærkt. Det kan være værdier, der knytter sig til et ønske om at spise sundere, at inddrage børnene mere i madlavningen eller strukturere indkøbene, så det ikke ender med at åbne et tomt køleskab onsdag eftermiddag kl.17. Men hvorfor bliver det så ikke anderledes, når det er ferietid?
Det kræver tid og overskud at skabe nye vaner. Og for at undgå, at ferien løber om hjørnet med os, er det vigtigt, at vi som de voksne i familien må gøre op med os selv, om ferien og måske weekenderne også skal bruges til at få indhentet de værdier, der er blevet tabt i hverdagens fart – men som vi dybest set længes efter at få samlet op igen.

Vær meget konkret
Sandsynligheden for, at vi når det, vi gerne vil øges ved, at vi bliver meget konkrete og specifikke omkring, hvad, hvornår og hvordan tingene skal forløbe. Når vi bare lufter gode ideer og ønsker uden efterfølgende planlægning forbliver ideerne og ønsker i luften og forsvinder med tiden, der går.
Som forældre kan vi også tro, at tiden med vores børn skal tilbringes på deres præmisser, før det kan blive sjovt. Men børn nyder at være sammen med os, når vi er glade og til stede – og når samværet er på de betingelser, vil de nærmest lave hvad som helst med os. Derfor kan tiden sammen i ferien være en god anledning til at inddrage dem i eksempelvis køkkenet med en anden tid og et andet overskud end hverdagen tillader og øve sig på én ny sund ret sammen, som så nemmere kan indgå i hverdagens repertoire – altså både retten og det at børnene er med til at lave den.

For høje ambitioner
Nogle gange kan vores ambitioner og planer for ferien være for høje og for mange, fordi der er jo så meget, vi gerne vil nå! Så vi ender med at ræse rundt til diverse arrangementer og have alt for mange gøremål både ude og hjemme, og når hverdagen starter står vi med en følelse af at trænge til ferie. Hverdagen i de allerfleste børnefamilier går stærkt i dag – og i min klinik hører jeg både børn og forældre sukke efter dage uden planer – som i slet ingenting. Mine børn synes som regel de bedste feriedage er dem, hvor de kan være i nattøj hele dagen. Tænk, der skal ikke mere til!

Tag ja-hatten på
I ferierne hjemme hos os, gør vi tit det, at vi hver især har en dag eller nogle timer, hvor den enkelte må bestemme, hvad resten af familien skal lave sammen – og de andre skal have ja-hatten på. Det har været en øjenåbner. Både børn og voksne fået større indblik i hinandens interesser – og vi har mødtes om nogle ting, vi normalt ville have haft svært ved at blive samlet omkring som f.eks. at spille League of Legends, lave en ekstra lækker middag sammen eller tage på vandretur.

Hold et hvordan-gik-ferien-møde
Når ferien er slut, holder vi gerne et lille familiemøde, hvor vi hører alle, hvordan de har oplevet ferien: Hvad var godt? Og hvad skal der eventuelt justeres på til næste ferie?

/media/4054/website_artikler-og-magasiner.png
/media/4054/website_artikler-og-magasiner.png