Europas frugt- og grøntsagslande

Vi Europæere er rigtig glade for frugt og grønt, og i EU dyrker vi utrolig meget frugt og grønt.

Noget af det spiser vi selv her i Europa, og andet eksporteres til andre steder i verden. Faktisk findes der hele 2,5 millioner gartnerier rundt omkring i Europa, men i nogle lande har de lidt mere gang i frugt- og grøntsagsdyrkningen end i andre lande.

Tre lande står nemlig for mere end halvdelen af EU’s samlede produktion af frugt og grøntsager. Det er Spanien (21,6 procent), Italien (19,5 procent) og Frankrig (10,9 procent). Spanien er verdens tredjestørste producent af mandler og står for 83,9 procent af Europas mandelproduktion. Sætter du en gang imellem tænderne i en appelsin er den også med god sandsynlighed fra Spanien, hvor størstedelen af de europæiske citrusfrugter bliver dyrket. I Italien er det tomaterne som er specialiteten, og i Frankrig er det blandt andet æbler og nektariner.

I Danmark står vi for 0,5 procent af den samlede produktion af frugt og grøntsager i Europa. På de knap 16.000 hektarer, som vi dyrker frugt og grønt på i Danmark, er det især gulerødder, løg og æbler der fylder.

I alt bliver der dyrket 110 millioner tons frugt og grøntsager i EU, så mon ikke, der er nok europæisk frugt og grønt til, at vi alle godt kan spise En mere om dagen.

 

/media/4054/website_artikler-og-magasiner.png
/media/4054/website_artikler-og-magasiner.png