Er der stemning for at smage?

Mange velmenende forældre ender med at presse, trygle og lokke deres kræsne barn til at smage, men de voksnes pres avler konflikter og skæve kostvaner frem for madglæde og mod.

Klumme af familieterapeut Fie Hørby

Mange velmenende, bekymrede forældre ender med at presse, trygle og lokke deres kræsne barn til at smage. Især på grøntsagerne for at sikre barnets sundhed. Men de voksnes pres avler konflikter og skæve kostvaner frem for madglæde og mod.

Min søn Rumle på 13 år har altid været selektiv omkring sin mad. Da han som lille sad i sin højstol ved middagsbordet, havde han konstant to tilskuere. Hans mor og far. Vi kiggede på ham som om, han skulle levere en forestilling hver aften. Det må have været utroligt anstrengende.

Det kan være svært at acceptere børns kræsenhed, fordi det kan føles som om, at det er selve ens omsorg, der afvises. Heldigvis begyndte vi at tale med hinanden igen og lod vores dreng gå til bords på lige fod med os. Uden overvågning af madindtaget. Børn trives allerbedst ved at føle sig som en del af fællesskabet og ikke holdt udenfor ved at blive gjort til noget særligt.

I en del år lavede vi ekstra mad til Rumle, når han ikke kunne lide  det, vi andre fik. Men det blev vi trætte af. Nu sørger vi i stedet for, at der er masser af finger grøntsager og gro­ft rugbrød ud over det, vi andre skal have. Så er der altid noget, han kan lide, som er sundt.

Det er op til os forældre selv at fastsætte,  hvor meget særbehandling vi vil tilbyde. Det væsentlige er, at vi har det godt med det, vi gør. Når vi laver ekstra mad og egentlig er irriterede over det, kommer det til at gå ud over barnet ved kritik, bebrejdelser og dårlig stemning og det hjælper absolut ikke på appetitten. For de allerfleste børn er kræsenhed noget, de vokser fra, men kritikken fra middagsbordet bærer de med sig.

Da min venindes søn August på 3 år startede i børnehave, drak han kun mælk. Det var den eneste føde, han indtog. I børnehaven havde de madordning, og maden gik rundt på fade. Stille og roligt begyndte August at tage fra fadet. Det var ikke noget, der fik ekstra opmærksomhed med ros eller pres. Han fik blot tid til at tage flere  typer mad til sig i sit eget tempo.

Når vi som voksne presser vores børn og bestemmer, hvad og hvor meget de skal spise, fratager vi dem muligheden for selv at forholde sig til maden. Vi kommer til at forstyrre deres naturlige nysgerrighed og sunde skepsis med vores bekymringer, frustrationer og lange arme, der forsøger at få dem til at ændre spisevaner. Den bedste måde at sikre børn madglæde og sunde  kostvaner er faktisk at flytte fokus fra maden til samværet og udvise tillid til, at barnet selv finder ud af det. Det var de gode til i Augusts’ børnehave. Og så kom lysten helt af sig selv.

/media/4054/website_artikler-og-magasiner.png
/media/4054/website_artikler-og-magasiner.png